5 kursuspoint
i
Erhvervs- og selskabsret, samt bestyrelsesarbejde, Skat og moms, Bliv en bedre advokat
På kurset vil mulighederne for at gennemføre en skattefri virksomhedsomdannelse af personligt ejede virksomheder blive behandlet. Kurset vil blive opdelt i en række hovedpunkter.
For det første vil betingelserne for den skattefrie omdannelse blive gennemgået. Hvilke krav stilles der til den virksomhed, der skal omdannes? Hvilke krav er der til det selskab, der bliver etableret? Hvilke krav er der til omdanneren, og hvilke tekniske betingelser er der til selve omdannelsen?
For det andet gennemgås retsvirkningerne af omdannelsen. Omdanneren beskattes ikke, hvilket følger af at der er tale om en skattefri omdannelse. Selskabet succederer i omdanners skattemæssige stilling. Endvidere opgøres kapitalandelenes anskaffelsessum efter en særlig regel. Har omdanneren anvendt virksomhedsskatteordningen før omdannelsen, skal de forskellige poster i virksomhedsskatteordningen håndteres. Dette behandles også under retsvirkninger.
For det tredje behandles særreglen om fast ejendom eller fast driftssted i udlandet. Sådanne aktiver kan som udgangspunkt ikke indgå i den skattefri omdannelse.
For det fjerde indbefatter en virksomhedsomdannelse, at der skal udarbejdes selskabsretlige dokumenter i form af vurderingsberetning og åbningsbalance. De overordnede rammer behandles.
Kurset afsluttes med en kort gennemgang af håndteringen af omkostningerne ved omdannelsen, de momsmæssige forhold og mulighederne for reparation i form af omgørelse, hvis nogle af betingelserne måtte svigte.
Ved deltagelse i kurset opnår man et samlet overblik over mulighederne for at omdanne personejede virksomheder til selskabsform skattefrit.