Advokater på LinkedIn – Claudia Mathiasen: ”Jeg bruger også LinkedIn til at komme op i hukommelsen i mit eksisterende netværk”

Advokater på LinkedIn – Claudia Mathiasen: ”Jeg bruger også LinkedIn til at komme op i hukommelsen i mit eksisterende netværk”
23. september 2021

Af Malene Ougaard Sørensen

Brugen af LinkedIn, som er verdens største professionelle sociale medie, er eksploderet i omfang og med god grund. Ifølge Claudia Mathiasen, Advokat og Managing Partner hos Winsløw Advokatpartnerselskab, er der da også mange fordele forbundet med at være aktiv på LinkedIn som advokat. Claudia Mathiasen deler ud af sine erfaringer og giver gode råd til, hvordan man som advokat kan gøre sig positivt bemærket på LinkedIn. 

LinkedIn er først og fremmest et glimrende redskab, når det kommer til branding. Claudia Mathiasen forsøger så vidt muligt at holde sine LinkedIn-aktiviteter målrettede på emner, som er relevante for det marked, hun gerne vil tilgå: “Hvis jeg har været til arrangementer, som kan bakke min faglige profil som advokat op, så lægger jeg gerne noget op. Det kan både være branding over for klienter, men det kan også være over for det, man kan kalde ‘ambassadører’ - altså nogen som skal kunne anbefale mig som specialist i fast ejendom”.

Personlighed og troværdighed gennem en advokats branding på vedkommendes personlige profil kan bidrage til, at klienterne bliver betrygget i, at de træffer et sikkert valg, når de skal vælge en advokat. Herved kan hvad der starter med at være en LinkedIn-relation, potentielt blive udvidet til en klientrelation.  I forlængelse heraf fremhæver Claudia Mathiasen vigtigheden af ikke udelukkende at søge udvide sit netværk, men også at pleje sit eksisterende netværk: “Jeg bruger ikke kun LinkedIn til at komme ud til nye forbindelser, men ligeledes for at komme op i hukommelsen hos allerede eksisterende forbindelser”. 

Også når det kommer til rekruttering, er LinkedIn i høj kurs. Claudia Mathiasen anerkender i høj grad denne vigtige egenskab, som hun også selv gør brug af ved at linke med og følge: “studerende, advokater og fuldmægtige ansat på andre kontorer, som kunne tænkes at ville komme over til os på et tidspunkt. Så det er også en branding i forhold til rekruttering”.  

Som mange andre benytter Claudia Mathiasen benytter sig også i høj grad af LinkedIn som en nyhedskanal. Dette er en god metode til at holde sig opdateret om, hvad der er aktuelt inden for ens respektive område, og LinkedIn er herved en hurtig måde at få adgang til målrettet information. Ligeledes er det et glimrende redskab til at kunne holde sig ajour med, når forbindelser i ens netværk skifter arbejdsplads eller stilling mv. 

Claudia Mathiasen har ud fra egne erfaringer følgende råd til advokatkolleger i branchen:

1. Spring ud i det

Undersøgelser viser, at det er de færreste, som rent faktisk poster indlæg mm. på sociale medier, herunder LinkedIn. Ifølge Claudia Mathiasen er det en god idé at søge at gøre op med denne tilbageholdenhed fra at poste egne indlæg. Benyt dig gerne af alle LinkedIns funktioner – interager med andres indlæg ved at like og kommentere dem, men glem ikke at lave dit eget indhold i form af opslag, artikler og indlæg mv.


2. Hold fokus

Tænk over hvilke opslag du involverer dig i og interagerer med. Personligt søger Claudia Mathiasen kun at involvere sig i emner, som har med hendes faglige udtryk at gøre: “Jeg prøver at holde det nogenlunde målrettet på emner, som er relevante for det marked, jeg gerne vil tilgå. Hvis eksempelvis min ven, som er tandlæge, lægger noget op, er jeg tilbageholdende med at like eller kommentere det, fordi det kan sende et flimrende signal”. Herved sikrer du, at din faglige profil fremstår knivskarp, og at der ikke opstår forvirring.

3. Blikfang

Det er en rigtig god idé at ledsage sine indlæg og artikler med fængende overskrifter og billeder, som tiltrækker opmærksomhed. Claudia Mathiasen har erfaret, at der kan være stor forskel i antal visninger på indlæg med henholdsvis lange og korte tekster, med og uden billeder. Og erfaringen er klar: korte, præcise artikler med fængende overskrifter og billeder vinder.

4. Ræk ud – hjælp andre og vær ikke bange for at spørge om hjælp

Sidst men ikke mindst minder Claudia Mathiasen om vigtigheden af at sende LinkedIn-invitationer ud til andre i branchen, som potentielt kan blive en del af ens netværk. Ledsag altid disse invitationer med en lille personlig hilsen, som beskriver, hvorfor du ønsker at linke med
vedkommende. Vær gavmild og tilbyd at hjælpe vedkommende, hvis det giver mening. Vær heller ikke bange for at spørge om hjælp.  

Ønsker du at få flere gode tips til, hvordan du som advokat kan få mest muligt ud af din LinkedIn-profil, så kom til LinkedIn-arrangement hos ADVOkurser.dk ved Thorleif Gotved fredag d. 24. september kl. 15. Der vil blive serveret mad og bobler. Skriv en mail til sd@advokurser.dk for at tilmelde dig. 

Del denne nyhed