Fredagsføljeton - Annemarie Meisling: "Livet er langt og man skal huske at gribe nogle af de skæve muligheder"

Fredagsføljeton - Annemarie Meisling: "Livet er langt og man skal huske at gribe nogle af de skæve muligheder"
20. august 2021

Annemarie Meisling er pioner. Hendes karriere har været attråværdig og ikke
som de fleste almindelige jurister her til lands. Hun er noget ganske for sig selv.
Allerede som ung pige, gik hun sin egen vej. Da alle andre tog et år i udlandet,
hvor de læste international ret i en variant eller en anden, drog Annemarie til
Spanien og læste sociologi. Det blev startskuddet til en helt anden karriere i et
ganske andet spor. Hun fulgte nogle fornemmelser og en interesse, der
udviklede sig til en passion.


1. Hvordan har din karriere formet sig, hvor startede du og hvor er du nu? 
Lige efter jurastudiet fik jeg lov til at arbejde med min passion, som var og
stadig er bæredygtighed. Det er en drøm, jeg har fulgt lige siden, og den
har givet mig en spændende og meningsfuld karriere. Først var jeg i
Udenrigsministeriets Menneskerettighedsenhed, så blev jeg CSR konsulent
på et advokatkonto, senere i Verdensbanken, DI, Novo, COWI, Novo
Nordisk og nu i Chr. Hansen, hvor jeg er chef for bæredygtighed,
kommunikation, Public Affairs og Branding.

Derudover sidder jeg i bestyrelsen for to tænketanke for bæredygtig omstilling og er Forkvinde for DI’s Politiske udvalg for bæredygtighed.

2. Hvordan turde du lave det spring undervejs på dit studie?
Jeg kunne ikke lade være. Jeg havde ikke hjertet med i juraen. Jeg var 20
år, da jeg startede og kunne ikke forbinde mig selv til ejendomsret og
obligationsret. Jeg interesserede mig for samfundsdebat, og det fandt jeg
ikke på bachelordelen. Så jeg tog orlov og læste sociologi i to år. Her
elskede jeg studiet, men kunne ikke se mig selv som fuldtidssociolog. Så
jeg kom tilbage og tog min juridiske overbygning. Der var en masse
spændende valgfag, og jeg fik et fedt studiejob i Udenrigsministeriet, hvor
jeg trivedes helt enormt godt.


3. En fejl du aldrig glemmer du har begået?
Jeg fik tilbud om at arbejde som jurist i Gaza-området lige efter studiet.
Men jeg synes ikke, at det var fokuseret nok og takkede nej. Men livet er
langt, og man skal også tage nogle af de lidt skæve muligheder, der opstår.
Som jurist har jeg også lavet fejl, men jeg synes, at vi som professionelle
skal blive bedre til at se vores fejl som læringsmuligheder. Vi skal dele ud
af vores fejl, og ikke gemme dem væk.


4. Hvilken underviser, synes du, var den bedste på jurastudiet – og
hvorfor? 

Jurastudiet var utrolig konventionelt i deres undervisningsform, dengang
jeg læste. Underviserne stod og læste op fra deres slides eller overheads
linje for linje. Det var kedeligt. Heldigvis meldte jeg mig til en
Menneskerettigheds-case competition, hvor vi skulle procedere en sag for
professionelle dommere. Det var Jonas Christofferen og Rasmus Kieffer-
Kristensen, der anførte mit hold og de var geniale. Lige pludselig blev det
virkelighedsnært. Vi studerende uafbrudt i flere uger for at finde de bedste
argumenter og teste dem af. Det burde være obligatorisk at deltage i den
slags rollespil, og man kan lave det i alle juridiske fag. Jura handler jo netop
om at se tingene fra forskellige perspektiver, og der er masser af
konfliktstof. Jeg håber underviserne udfordrer sig selv lidt mere på formen
i dag.


5. Hvad er det bedste råd du ville give jurastuderende?
Test ting af og find ud af, hvad der tænder dig. Lav fejl og lær af dem. Det
er din passion, der skal være retningssættende for din karriere. Jeg vil råde
studerende til at starte en virksomhed og prøve livet som selvstændig. Tag
til Saudi Arabien og kæmp for kvinders rettigheder. Eller pak en sovepose
og bo en uge i et fængsel. Det eneste man ikke må være som studerende
er ligeglad og føle, at studiet er en forlængelse af gymnasiet. Hvis du har
det sådan, skal du skifte studie og prøve dig selv af på nye måder. Eller tag
et relevant arbejde, rejs ud og se verden og kom tilbage til studiet, når du
er klar.


6. Hvilke tendenser ser du for jurister i fremtiden?
Jeg tror, at der vil ske mange ændringer for den juridiske branche. Jeg tror,
at der kommer mere konkurrence for ikke-jurister. Kunstig intelligens og
teknologi vil gøre store dele af den juridiske rådgivning overflødig, men
den åbner også op for nye spændende rådgivningsmuligheder. Derudover
skal de store advokathuse omstille sig, hvis de skal tiltrække og fastholde
unge mennesker, der gerne vil have arbejde med mening og tid til et
familieliv ved siden af arbejdet. Til sidst tror jeg, at vi vil se et større behov
for bredere rådgivning og meditation. Advokater skal i højere grad forstå
deres klienters kontekst og hjælpe dem som en betroet rådgiver. De skal
begrænse konflikter i stedet for at trappe dem op. Konflikter er dyrt for
alle parter, både økonomisk, samfundsmæssigt og menneskeligt.

Del denne nyhed