Henriette Laursen: "Jeg har ikke kigget mig tilbage én gang"

Henriette Laursen: "Jeg har ikke kigget mig tilbage én gang"
17. juni 2022

Henriette Laursen startede sin karriere som advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten. Hun er dog endt på en noget anden hylde end advokatbranchens, hvor Karnov og debiterbare timer pryder. Siden har hun nemlig været direktør i AIDS-Fondet og generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd. I 2017 blev hun udnævnt til direktør for KVINFO, der er er et dansk nationalt videnscenter, hvis opgave det er at formidle forskning om køn, ligestilling og etnicitet. I dag er hun gæst i ADVOkursers fredagsføljeton. 

 

Næste år er det 30 år siden, at du blev færdig på universitetet. Hvad brændte du for i 1993? 

 

"Retfærdighed. Jeg havde egentlig sammensat min overbygning med en kombination af selskabs- og strafferet, fordi jeg ville arbejde for Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet eller Bagmandspolitiet, som det hed dengang. Jeg tilmeldte mig dog også et fag på et andet fakultet, som lidt bedaget hed ulandslære, som måske siger noget om en drøm, jeg havde inderst inde om at gå en mere humanitær vej. Jeg endte alligevel med at sige ja til en stilling hos Kammeradvokaten, fordi jeg også brændte for virkelig at gøre brug af juraen."

 

Er din karriere forløbet som forventet? 

 

"Overhovedet ikke. Heldigvis. Jeg har tilladt mig at sætte nogle ind i mellem helt urealistiske mål og har været så heldig at få lov at gøre nogle af dem til virkelighed. F.eks. besluttede jeg på en turistrejse til Vietnam, at hvis jeg nogensinde skulle arbejde i udlandet, så skulle det være i Hanoi. Dengang var jeg en ung advokatfuldmægtig uden nogen som helst international erfaring og helt ærligt, hvad skulle Hanoi dog kunne bruge sådan en som mig til. 11 år senere realiserede jeg målet og blev hiv/aids-rådgiver for Udenrigsministeriet i Hanoi. Måske var der ubevidst noget helt andet end selve juraen, der trak. Nok igen retfærdighed, men på en helt anden måde end i en retlig undersøgelse eller i en retssal".

 

Du startede som advokat hos Kammeradvokaten, men efter 5 år blev du direktør for AIDS-Fondet. Hvad gjorde, at du lavede det skifte? 

 

"Selvom jeg var hos Kammeradvokaten i 5 år, gjorde jeg efter bare fire dage op med mig selv, at det ikke var der, jeg skulle gøre karriere. Der var ikke nogen personer, der lignede mig i partnerkredsen, der derimod med sin sammensætning udelukkende af mænd så tydeligt signalerede, at mine karrieremuligheder var minimale. Jeg besluttede, at skulle jeg drive min egen virksomhed, så ville jeg finde nogle at gøre det sammen med, som jeg havde mere til fælles med.

 

Jeg var motiveret af at kæmpe for en sag fremfor at arbejde med alle sagerne, der mere eller mindre tilfældigt landede  

på mit bord hos Kammeradvokaten. Jeg kunne godt lave sagerne, men de motiverede mig ikke rigtigt, og jeg ville hellere lave noget andet."

 

Har du siden savnet advokatbranchen? 

 

"Jeg har ikke kigget mig tilbage bare en gang og har ikke læst Ugeskrift for Retsvæsen siden 1998. Men jeg har selvfølgelig gjort brug af mine advokatfærdigheder i min videre færd." 

 

I 2014 blev du generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd. Hvad drev dig i den stilling?

 

"Først og fremmest alles deltagelse i demokratiet. Dansk Ungdoms Fællesråd organiserer de fleste af landets børne- og ungdomsorganisationer. Mange gør et bravt stykke arbejde, men kun få evner at få alle med. For eksempel ligner de fleste hinanden ift. etnicitet og klasse. Det er en vigtig opgave for ungdomsorganisationer og for hele vores demokrati, at vi skaber organisationer og andre sammenhænge, som er åbne og inviterende for alle."

 

Hvordan driver man bedst ledelse i en NGO? 

 

"Det er et stort spørgsmål. Men her er nogle bud: 

 

Det første er at forvalte den magt, man som leder har til låns ordentligt. Som NGO-leder kan man godt være splittet mellem den magt, man er givet som leder, og den menneskelighed som man søger at repræsentere som NGO. Det kan f.eks. være et dilemma at skulle skille sig af med medarbejdere, der er syge og ikke længere kan udføre arbejdet samtidig med, at NGO’ens formål er at hjælpe netop syge mennesker. 

 

Et andet bud er at have mangfoldighed som værdi. Det betyder at arbejde med at sammensætte mangfoldige teams, fordi det giver bedre resultater. At arbejde med at skabe en kultur, hvor alle kan trives. Det indebærer f.eks. at man er nysgerrig på de normer, der er på arbejdspladsen. Har man f.eks. en kultur, hvor både intro- og ekstroverte kan komme til orde, som er heteronormativ og hvor man forventer at alle har en partner af modsatte køn derhjemme og kan man få øje på alles potentiale? Dette gælder selvfølgelig ikke kun for NGO’er."

 

I dag er du direktør for KVINFO. Har der været begivenheder i din karriere, der har været medvirkende til, at du netop sidder i den stol i dag? 

 

"I advokatbranchen havde jeg en meget stærk oplevelse af, hvordan det at få børn som kvinde automatisk - og helt uden at man interesserede sig for, hvordan man havde indrettet sig med sin partner derhjemme - betød et knæk for karrieren. Man blev ikke længere regnet med på samme måde. Mændene, der blev fædre, forventedes derimod slet ikke at blive påvirket af det. I dag er jeg faktisk lidt i tvivl om, hvem det var mest synd for. 

 

Jeg har også ofte hørt det fortalt, at kvinder ikke i samme grad som mænd vælger at gøre karriere og f.eks. gå efter at blive partner i et advokatfirma. Men hvor dumme tror I egentlig, at vi er? Vi ved alle, at det kræver, at vi lægger ’et halvt liv i firmaet at nå dertil. Men hvorfor i himlens navn skulle vi gøre det, når vi kan se afspejlet i partnerkredsen, at muligheden for at nå til tops er så meget ringere for kvinder end for mænd? 

 

Så ja, nogle af mine oplevelser i advokatbranchen er medvirkende årsag til mit engagement i køn og ligestilling i dag."

 

KVINFO er Danmarks videncenter for køn og ligestilling. Hvad ser du som den største udfordring, når der kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet i Danmark?

 

"Hvis vi ikke lige havde fået ny barselslovgivning, så ville jeg nævne den. Det trækker spor langt ind i arbejdslivet, når forældre deler orloven så skævt, som det er tilfældet i Danmark nu. Det påvirker løn, karriere og pension. Og her vil jeg lige understrege, at det selvfølgelig ikke kun vedrører kernefamilier, men også alle andre konstellationer.

 

Lad mig i stedet udpege en helt anden udfordring: Arbejdsmarkedet er voldsomt kønsopdelt, og det gælder også vores uddannelser. Det er et kæmpe problem for os alle af groft sagt to grunde: Når en arbejdsplads er fyldt med kun én slags mennesker, så er den i risiko for at levere dårligere, end hvis medarbejderne er mangfoldige. Simpelthen fordi forskellige mennesker bidrager til bedre og mere bæredygtige ideer og løsninger. I øvrigt er ubalancerede arbejdspladser også dem, der har størst risiko for sexisme. Og for det andet fordi det bliver sværere at rekruttere og fastholde medarbejdere. Vi har for eksempel næsten ingen mandlige sygeplejersker og der er stadig voldsom skæv fordeling i ledelser. Det er helt centralt, at vi arbejder med køn og normer for at ændre den fastlåste situation, og det skal ske rigtig tidligt – i folkeskolen. De andre nordiske lande er langt fremme her. Der er også en mere individorienteret grund: Hvis du som ung mand drømmer om at blive pædagog, går du så efter drømmen, når du ved, at du kommer til at forklare og forsvare dit valg hele tiden? Det går ikke, at vi forhindrer hinanden i at følge en ambition, fordi vi tænker så stereotypt og fastlåst om køn og kønsnormer."

 

Hvad er dit bedste råd til unge jurister, der skal indtræde på arbejdsmarkedet i dag? 

 

"Mærk efter, om arbejdet motiverer dig og hvis det ikke gør, så prøv noget andet. Arbejdslivet er langt, så det skal også være sjovt at gå på arbejde".

Del denne nyhed