Højesteret stadfæster landsrettens dom: Der var hjemmel til flere timer lange bæltefikseringer af 13-årig

Højesteret stadfæster landsrettens dom: Der var hjemmel til flere timer lange bæltefikseringer af 13-årig
10. november 2021

En mindreårig dreng med infantil autisme blev i forbindelse med en overførsel fra en børnepsykiatrisk afdeling til en anden bæltefikseret af personalet. Både byretten, landsretten og Det Psykiatriske Patientklagenævn har vurderet, at bæltefikseringen var lovlig, og Højesteret har i går stadfæstet denne vurdering.

I 2017 blev den dengang 13-årige dreng ikke blot bæltefikseret under selve overførslen, som varede 4 minutter, men også i adskillige timer efterfølgende. Højesteret skulle på baggrund af en appel af landsrettens dom konkret tage stilling til, om fikseringerne havde tilstrækkelig lovhjemmel, og om de i øvrigt var lovlige.

Den 13-årige dreng var forud for hændelsen særdeles udadreagerende og voldsom, og han nægtede at følge med personalet frivilligt, hvorfor han blev fikseret. Psykiatrilovens § 1, stk. 4, fastslår, at der ikke foreligger tvang i henhold til loven i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år, og barnets forældremyndighedsindehaver har givet et informeret samtykke. I disse tilfælde vil der i stedet for tvang være tale om magtanvendelse over for barnet. Bestemmelsens lovforarbejder må forstås således, at magtanvendelse over for børn i disse tilfælde kan ske, naturligvis under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og mindstemiddelsprincippet. Højesteret lagde til grund, at den 13-åriges mor havde givet et sådant informeret samtykke til kortvarig bæltefiksering af hendes søn, således at denne 4 minutter lange fiksering under selve overførslen i henhold til loven var en magtanvendelse.

Betingelserne for fikseringen var således opfyldt.

Efter selve overførslen forsøgte den 13-årige, som befandt sig i en psykoselignende affekttilstand, at kvæle sig selv, ligesom han slog ud efter personalet. Herefter blev barnet bæltefikseret i en seng i omtrent 19 timer, hvilket hans mor ikke havde samtykket til. Der var derfor tale om en tvangsfiksering i psykiatrilovens forstand, som dog opfyldte betingelserne for at være lovlig, idet det blev fundet, at barnet udgjorde en nærliggende fare for eget eller andres liv, førlighed eller sikkerhed i tidsrummet for den timelange bæltefiksering. Hjemlen hertil findes i psykiatrilovens § 14, stk. 2, som fastslår, at en patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv mv. tilsiger dette. Proportionalitetsprincippet om mindstemiddelsprincippet fandtes også at være overholdt, da den nærliggende fare ikke fandtes at kunne imødegås med en mindre indgribende foranstaltning.

Appellanten fik således ikke medhold: Spørgsmålet om lovligheden af bæltefikseringen blev ikke hjemvist til Det Psykiatriske Patientklagenævn, og bæltefikseringen blev heller ikke kendt ulovlig.

Højesteret stadfæstede derved de tidligere afgørelser i sagen.

Vi har tidligere udgivet podcasten "Lex Specialis", hvor advokat Tobias Staderfeld Jensen fortalte om en tilsvarende sag, hvor en bæltefiksering førte til, at Danmark blev idømt skyldig i et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbuddet mod tortur. 

Du kan lytte til podcasten her

Del denne nyhed