Interview med advokat Georg Lett

Interview med advokat Georg Lett

Interview med advokat Georg Lett

Af: Frederikke Lett

En af branchens store koryfæer den 71-årige Georg Lett fortæller om 41 år som advokat.

Georg Lett fra advokatfirmaet DLA Piper, det tidligere Lett har været advokat i 41 år. Hans far var højesteretssagfører, hans farfar højesteretsdommer og hans to ældre brødre advokater. Som 42-årig stiftede han sit eget advokatfirma, sagde siden nej til at blive højesteretsdommer, er kendt for nogle af erhvervslivets tunge sager, senest for Roskildebank-sagen og elsker i sin fritid at læse litteratur.  Her fortæller han om livet som advokat.

 

Hvorfor blev du overhovedet advokat?

Jeg interesserede mig egentlig mest for litteratur, men indså hurtigt, at så ville jeg nok blive gymnasielærer. Jeg havde i den grad ikke lyst til at ende som gymnasielærer, for jeg havde i bund og grund ikke lyst til at blive behandlet, som jeg selv havde behandlet mine egne lærere. Derefter var det reelt udelukkelsesmetoden. Jeg ville ikke være læge, psykologi var inde i mine overvejelser, men det var et virkelig flippet studie dengang. Jeg fandt i bund og grund jurastudiet uoverskueligt, fik et chok da jeg begyndte at læse. Undervisningsforholdene var kaotiske - men jeg overvejede aldrig at skifte studium, da jeg havde en reel angst for at lide samme skæbne som Jørgen Stein i Jacob Palludans roman af samme navn. Det var en ægte bekymring aldrig at blive færdig med et studium.

 

Hvordan spillede det ind at du kom ud af jurafamilien?

Hvis min far havde levet, er jeg slet ikke sikker på, at jeg var blevet jurist, for han var en meget krævende og stærk personlighed. Hvis jeg skulle leve op til hans forventninger, kan jeg med sikkerhed sige, at det ville have været meget udfordrende for mig at læse jura og være jurist.

 

Forstod du juraen, da du læste?

Ikke i starten. Det kom reelt først på 2. del, hvor der kom en mere overordnet forståelse for faget. Jeg har aldrig brændt for jurastudiet. Det eneste der interesserede mig var egentlig retslære, der også dengang var et mindre fag, der varede et halvt år.

 

Hvornår har du været lykkeligst i dit arbejdsliv?

Når jeg vinder en retssag. Jeg beskæftiger mig med retssager. En vundet retssag er et sus . Jeg fører retssager for at vinde. Der føler jeg, at jeg har samme motivation som en sportsstjerne. Det er for at vinde, det er min kamp. Min kamp mod modparten.

Men det der giver den ægte tilfredsstillelse er klientens anerkendelse. Anerkendelsen kan komme fra de mest uventede steder. Jeg glemmer aldrig, da jeg førte en sag i Højesteret og tabte, hvor klienten alligevel gav udtryk for sin store påskønnelse. Det kom fuldstændig bag på mig. Men han var tilfreds med min måde at føre sagen på og tilfreds med, at det førte til en afklaring.

 

Hvornår har dit karriereliv og familieliv trivedes bedst?

Det har det gjort i de perioder, hvor mit liv har været indrettet fuldstændig realistisk. Det er så ufattelig vigtigt, at man indretter sit liv realistisk sådan at privatliv og arbejdsliv harmonerer. Det er jo også derfor, at man skal lære at sige fra. For min kone og mig  kom det glidende, og det krævede vilje fra begge parter, til at hjælpe hinanden. Min generation er nok den første, der har erkendt, at vi som mænd havde en forpligtelse på hjemmefronten.

Sidder man i møde med en klient og skal hente børn, så er det kneb, det er billigt kneb – men det virker: man siger man skal videre til et andet møde. Klienten forventer altid at man er til rådighed og sidder jo med et alvorligt problem, man skal løse. De intelligente klienter forstår godt, at der er andre klienter, men sjældent at der er børn.

 

Hvor kan du mærke at branchen har forandret sig gennem de 41 år du har praktiseret?

Der hvor jeg virkelig kan mærke et markant skifte, er at forventningerne til svartiderne er blevet fuldstændig forandret. Jeg besvarer ikke mails i weekenden. Jeg er ikke fristet. Det er spontant og ikke en viljesakt fra min side. Jeg lægger telefonen fra mig. Det er vores holdning, at man ikke skal besvare mails i weekenderne, men der hvor presset reelt opstår, er at klienterne forventer man svarer, også i weekenden.

En anden ting der har forandret sig markant er, at der ikke noget der hedder klient loyalitet længere. Bare fordi man har et godt samarbejde kan det sagtens holde op. Det er en meget tydelig tendens, som opstod efter finanskrisen, fordi erhvervslivet ville købe ydelser billigere.

 

Det vildeste karriereskift?

Det var da min bror Jesper og jeg stiftede kontor i 1988. En ting var at tage selve skridtet men det stærkt forløsende var, at nu kunne man vaske tavlen rent og gøre de ting anderledes, vi havde gået og drømt om. Vi kom jo fra et etableret kontor med faste rutiner, og der er noget enormt forløsende over, at kunne realisere vores visioner og ændre alt det, vi havde gået og ærgret os over tidligere.

Inden vi tog springet, havde Jesper og jeg gennemgået rækken af klienter, som vi regnede med ville foretrække os for at se, om vi havde en forretning. Det fandt vi ud af, at vi havde.

Vi startede i ydmyge lokaler, satte dem selv i stand, klipsede blokke sammen af genbrugspapir og alt var meget spartansk. Den eneste store angst ved at gøre det var, om vi kunne overskue det økonomiske. Jeg er IKKE entreprenør, har aldrig været det, og jeg har altid været mere på sagerne end på salget. Vores filosofi dengang var, at det solide arbejde avlede mere arbejde.

Der kræves noget andet i dag. Nu kræves det, at man afsætter meget tid af til ting, der ikke har med sagerne at gøre. Det er så altid et spørgsmål, om det virker, eller om det er spild.

 

Hvad skal der til, hvis man vil skabe sit eget firma?

Jeg tror det er svært at sige noget generelt. Men først og fremmest, skal der mod til. Man skal begynde ud fra betragtningen om, at det går sgu’ nok. Jeg  var 42 og Jesper var 47 år. Jeg blev euforisk ved, at det gik hurtigt fremad. Rigtig hurtigt fremad. Vi havde et ret præcist udgangspunkt.

Jesper var specialiseret i offentlig ret, jeg var specialiseret i forsikringsret. Vi signalerede specialisering og fik på den måde etableret en platform.

Derudover kom vi med en meget nede på jorden attitude, som var meget anderledes end andre kontorer på det tidspunkt. Vi havde en omgangsform, der var meget afslappet, vi var os selv. Selvfølgelig er man professionel samtidig. Den afslappede atmosfære, blev en del af vores DNA.

 

Er der noget du fortryder, når du kigger tilbage på 41 års virke?

Nej, det er ikke sådan, at jeg kigger tilbage og tænker, at jeg fortryder noget. Tabte sager fylder altid mere. En tabt sag ligger i maven som ufordøjet klump. Man spekulerer over de ting man ikke gjorde, beviser man ikke skaffede.

Jeg fortryder heller ikke jeg sagde nej tak til at blive højesteretsdommer.  Jeg er ikke vildt imponeret af det analysearbejde, jeg foretog dengang. Jeg traf den rigtige beslutning, men på det forkerte grundlag. Dengang handlede det meget om, at jeg ikke ville svigte firmaet, som var i en vanskelig situation. Men arbejdsformen i Højesteret havde ikke været mig. Som højesteretsdommer yder du en meget kort koncentreret indsats. Som advokat lever du i måneder og år med en sag og bruger lang tid på at forberede den. De gode ideer kommer dryssende hen ad vejen. Det at leve længe med en sag, er meget mere mig.

 

Din største bommert?

Der var mange i starten af min karriere. Det er der for de fleste, og fejlene skal begås, for dem lærer man jo af.

Men den største fejl, jeg har begået, var en gang efter, vi var gået selvstændigt og jeg lavede en transaktion, som medførte en uforudset beskatning, der ville udløse en erstatning, der i størrelse svarede til summen på vores ansvarsforsikring.

Jeg anmeldte den til forsikringen, men følelsen var ualmindelig ubehagelig og sagen martrede mig med konstante tanker om, at havde jeg bare brugt en halv time mere var det ikke sket.

Jeg fik kvalme hver gang jeg så papirerne. Jeg beholdt faktisk klienten, erkendte 100 pct. fejlen og glemmer aldrig Kjeld Søgaard, der var skadesbehandler i forsikringsselskabet. Han vidste præcis, hvordan man har det som advokat, når man har begået en fejl. Han satte en skatteadvokat på, der redte sagen ud for mig.  

 

Din største sejr?

De sager jeg har vundet er jeg glad for at have vundet, men den sag der står tilbage som den vigtigste ligger helt tilbage til min fuldmægtigtid. Jeg fik en henvendelse fra en kvinde, der var blevet separeret. Mens hun var syg accepterede hun, at manden fik forældremyndigheden over sine to børn. Hun kom til mig, og jeg undersøgte mulighederne for at ændre det og fandt ud af, at det det ville være umuligt at få lavet afgørelsen om.  Det fortalte jeg hende så. Ægteskabet havde været virkelig ubehageligt. Men så fortalte jeg hende, hvad hun kunne gøre. Der var kun en vej – det var, at hun flyttede sammen med manden igen – så ville separationen falde væk, og så kunne hun begære separation på et senere tidspunkt. Det gjorde hun, og så fik hun forældremyndigheden. Den sag har jeg aldrig kunnet ryste af mig.
 

Den jeg er mest taknemmelig overfor..?

Den person jeg er mest taknemmelig overfor i min karriere er Poul Schmidt, den tidligere kammeradvokat. Han er blevet kritiseret meget for Nordisk Fejr sagen, men personligt har jeg været meget meget glad for ham. Man vidste altid, hvor man havde ham. Han var forudsigelig og altid loyal. Hvis hans ansatte blev kritiseret udefra, bakkede han dem altid op. Det er lidt som en far med sine børn. Han havde en meget afdæmpet stil, og var meget lidt flamboyant. Det er det principal forhold jeg har værdsat mest. Håber jeg har efterlevet dele af det selv, men det må mine ansatte udtale sig om.

Første karriereråd

Man skal sætte grænser.  Det gælder både arbejdsliv og privatliv. Som jeg har forstået Brinkman, skal man lære at give afkald. Så meget kan jeg give for mit arbejdsliv, der er noget udenfor. Man skal ikke leve for at arbejde, men arbejde for leve. Arbejdslivet skal ikke være grænseløst. Der er chefer der forlanger 24/7 Den antagelse er usund. Man skal hente børn, om man så skal snyde chefen eller klienten lidt. Men samtidig skal man erkende, at der også er grænser i privatlivet. Man kan ikke leve det frie og grænseløse ungkarleliv, når man har dannet par og fået børn. Døgnet har kun 24 timer. Man må være realistisk.

Andet karriereråd

Man skal have et liv udenfor arbejdslivet for at blive et helt menneske. Her tænker jeg ikke på mængden af fritid, men indholdet i fritiden. Om man læser bøger, dyrker yoga eller interesserer sig for samfundet er lige meget. Men et helt menneske, skal man stræbe efter at være. Og det kræver, at man har et indhold udenfor arbejdslivet. Have noget, der udvikler og fordyber intellektet for at blive et helt menneske. For livet handler også om at blive et menneske og være et menneske. Jeg har betragtet udefra, hvordan der er en genereration af virksomhedsledere, der kun er virksomhedsledere og advokater, der kun er advokater og ikke er andet. Man misser en meget stor del af livet ved kun at være sit job.

Tredje karrieråd

Flytte sine ambitionsgrænser, inden man når dem. Man gennemfører ikke en karriere uden at være fokuseret og ambitiøs, men det er vigtigt, at man bliver ved med at sætte sig nye mål, inden målene bliver nået. Ellers går man i stå.

 

Hvem oplever mest stress?

Alle oplever stress i peroder, også herinde. Men ingen oplever konstant pres. Jeg synes navnlig, det er advokatsekretærer, der oplever stress. Det er fordi den teknologiske udvikling har gjort, at der er brug for færre sekretærer. Det er en latent disruption trussel. De presser sig selv udover grænsen, og det er meget trist. Nogle kvinder har også det der over-samvittighedsfulde, som også er et problem.  Det gør, at de nogle gange i kampen for at fastholde jobbet påtager sig mere, end de måske kan overkomme. Det skyldes jo, at de ser stillingerne forsvinde.

 

Hvordan imødegår I stress?

Vi diskuterer ikke arbejdstid men arbejdsopgaver. Vi respekterer de ansattes grænser, vil gerne respektere privatlivet. Hvis man har et fortroligt forhold – så tror man på det, den ansatte fortæller. Den anden ting er at skelne mellem hvad der er virkelig væsentlig og hvad der uvæsentligt. Jeg har helt personligt været med til at huske dem på at sige fra.

 

Hvad har  du lært af de 41 år?

Advokatgerningen gør én bedre rustet til at begå sig i det civile liv,  den giver én et sprog, en indsigt og en rationel måde at gå til verden på.

Derudover har jeg lært at blive til leder. Det er aldrig sjovt at fyre. Men når det sker, har jeg slugt en klump og fyret. Man skal stå ved det, man siger i den situation, og man kan gøre det på en værdig måde. Man skal ikke have sommerfuglestøv på vingerne, hvis man vil være leder.

Man skal være professionel og bruge de redskaber der er lovlige og anstændige. Hvis man skal lede et advokatfirma, skal man sætte firmaet over den enkelte.


Del denne nyhed


Nyhedsbrev

Skriv dig op og få besked om kurser og nyheder om %{academy_site_title}.

Seneste nyheder
Nye kurser
Lejelov
Forhandling
Voldgiftsager - Tips og Tricks
Inkasso og persondata


Tag dine kursuspoint når det passer dig