Kenneth Gudmundsson: "Verden og advokatbranchen har ændret sig radikalt. Men der er desværre vej endnu"

Kenneth Gudmundsson: "Verden og advokatbranchen har ændret sig radikalt. Men der er desværre vej endnu"
24. juni 2022

Når Kenneth Gudmundsson skal introducere sig selv, betegner han mere sig selv som købmand og iværksætter end traditionel advokat. Han fik sit første cvr-nr. i gymnasietiden og har siden altid haft mindst et par virksomheder i kog. Kenneth blev oprindeligt uddannet speditør med henblik på at blive udstationeret i udlandet, men da det ikke faldt i god jord hos hans kæreste, der i dag er hans hustru, endte det i et karriereskifte til juraens verden. Og et arbejdsliv i Danmark med kone og børn på Amager.

Hvad havde du af drømme for dit arbejdsliv, da du blev færdig på universitetet? 

”Jeg har altid haft et ønske om min egen virksomhed, så det var det naturlige valg for mig at blive selvstændig advokat. Kort efter afslutning af min fuldmægtigtid på et mindre kontor i indre by blev beslutningen truffet og d. 1. december 2001 åbnede vi - min kone og jeg, Ida som sekretær og jeg som advokat - kontor i en nedlagt farvehandel i Kastruplundgade i Kastrup ca. 250 m fra vores hjem. Efter få
måneder blev de første medarbejdere ansat og efter få år var lokalerne i Kastrup blevet for små, så vi åbnede en filial i Ørestad, inden vi i 2012 flyttede sammen i vores nuværende lokaler på Lergravsvej centralt på Amager.”

Du har 20 års erfaring som advokat. Er din karriere forløbet som forventet? 

”Jeg hører nok ikke til typen som ofte kigger i bagspejlet og jeg har aldrig lagt en plan for min karriere. Mit liv og min karriere er – som så mange andres – formet af de mennesker, muligheder og tilfældigheder som er faldt min vej forbi. Skulle jeg en enkelt gang kigge i bagspejlet, så er jeg rigtig godt tilfreds med hvor vi står i dag og særligt med de mennesker jeg i dag har omkring mig. Min familie, vores venner og ikke mindst vores fantastiske team af kollegaer i ØENS.”

Du har skabt en arbejdsplads, der er blevet kåret som én af de bedste i Danmark. Har det været en ambition? 

”Vi er naturligvis utrolig glade og stolte over kåringen som en af Danmarks bedste arbejdspladser. Det har nok altid ligget i vores DNA, at vi ønsker at skabe den arbejdsplads og det arbejdsklima, som vi selv har lyst til at møde ind til hver dag. Både Ida og jeg er positive og sociale af natur, og det gennemsyrer den kultur, som vi har taget med siden tiden i Kastruplundgade. Hvis noget har været en ambition, så har det nok snarere været at fastholde den kultur gennem vores vækst og sikre, at de medarbejdere – særligt i ledelsen – er kulturbærere for denne kultur.”

Hvordan ser du, at ØENS Rådgivningshus differentierer sig fra andre arbejdspladser og særligt i advokatbranchen?

”I de 20 år jeg har været i branchen som advokat har samfundet og verden omkring os ændret sig radikalt. Det samme gælder på arbejdspladserne, hvor måden vi arbejder på, tidspunkterne vi arbejder på og måden vi betragter hinanden som kollegaer, har ændret sig radikalt. Desværre føler jeg ikke rigtigt, at disse måder at arbejde på er slået igennem i vores branche, som fortsat er præget af alt for meget hierarki, topstyring og intern konkurrence i virksomhederne og uden plads til og fokus på det enkelte menneske.

Branchen er på vej.

Godt hjulpet på vej af pandemien som på mange måder har blotlagt de udfordringer, der ligger i et stramt analogt hierarki som særligt mange af vores mindre og mellemstore kollegaer efter min opfattelse lider under. Men der er efter min opfattelse et godt stykke vej endnu."

Hvad definerer en dygtig leder? 

”En dygtig leder evner at give sine folk frihed til at arbejde under ansvar og tillid fra sin leder i et miljø, hvor der er plads til at fejle og tid til mere og andet end arbejde. Til at skabe et miljø, hvor kollegaer bliver venner og ikke konkurrenter og hvor arbejdstid og fritid tilpasses den enkeltes behov.

En dygtig leder må erkende sin egen utilstrækkelighed, både menneskeligt og fagligt og skal gå forrest, også når det gælder om at blotlægge sine egne fejl, så man sikrer, at der skabes et miljø, hvor det er OK at lave – og indrømme – sine fejl.”

Dit speciale er bolig, ejendom og administration. Hvordan blev din interesse skabt for det? 

”Fast ejendom har interesseret mig siden gymnasietiden. Kombinationen af interesse for fast ejendom og mit købmandsgen gjorde, at jeg sideløbende med min tid som fuldmægtig læste til ejendomsmægler.

Sidenhen har interessen for fast ejendom kun vokset, og jeg har gennem årene selv investeret i og opført adskillige ejendomme.

Interessen for ejendomsadministration opstod i min tid som fuldmægtig på et advokatkontor, hvor jeg tydeligt kunne se synergierne mellem de 2 forretningsben (ejendomsadministration og advokatforretning). Det har været en gennemgående strategi for vores
virksomhed at udnytte synergierne internt i huset, som jo i dag også omfatter en afdeling for investeringsejendomme og en virksomhedsadministration.”

Er der specifikke episoder i dit liv, der er har været medbestemmende for, hvor du befinder dig i dag?  

”Mødet med min hustru Ida tilbage i 1986 har absolut været altafgørende for mig og vores fælles forretning i dag. Ida er selv den stærkeste kulturbærer i vores virksomhed, og uden hende var vi aldrig nået til, hvor vi befinder os i dag.”

Hvad er dit bedste råd til de arbejdspladser, der ønsker at gøre en indsats, når det kommer til arbejdsmiljø? 

”Sørg for at skabe en arbejdsplads med kvaliteter som gør, at du selv synes, at det er fantastisk at møde på arbejde hver dag. Livet er andet og mere end bare arbejde, og vi skal huske at nyde hvert et sekund.

Derfor skal det også være rart at gå på arbejde for vores medarbejdere. Jeg tror på, at dette godt kan lade sig gøre samtidig med, at man skaber en fornuftig bundlinje. De rette medarbejdere evner til fulde at arbejde ansvarsfuldt i et kontrolfrit miljø. Skab gode fysiske rammer for medarbejderne, når de er på kontoret og sørg for, at medarbejderne altid har de nødvendige digitale redskaber og tilgængelig faglig
sparring fra mere erfarne kollegaer.”

 

Advokatfirmaet i Øens Rådgivningshus blev i foråret kåret til en af Danmarks bedste arbejdspladser. Det lavede vi en podcast om, hvor emnet er det gode arbejdsmiljø i advokatbranchen. Afsnittet kan lyttes til her.

Del denne nyhed