Helene Brædder har været i Anklagemyndigheden i 16 år. Hun har gennem sin karriere primært verseret i og omkring København. Gennem sin tid i Københavns Politi har hun blandt andet arbejdet med organiseret kriminalitet, ligesom hun har brugt 4 år ved Statsadvokaten i København.
Nu har hun skiftet den lilla kappe ud med den røde, og er blevet forsvarsadvokat. Vi har taget en snak med Helene om hendes karriereforløb og beslutningen om at fortsætte sin karriere på den anden side af bordet.
Hvis du tænker tilbage til din studietid og de forventninger du havde til fremtiden, hvordan er din karriere så forløbet?
"Da jeg startede på jurastudiet, kunne jeg - med afsæt i TV-serier som LA Law og senere Alley McBeal – nemt forestille mig selv stå og brilliere i retten i en eller anden udefineret rolle som advokat.
På kandidat-delen af jurastudiet var jeg til infomøde i Justitsministeriet, hvor et par entusiastiske anklagerfuldmægtige (de hed politifuldmægtige dengang) ”solgte” arbejdet i anklagemyndigheden så godt, at det blev mig klart, at det var det jeg ville. Jeg var kort rundt om Civilretsdirektoratet først, men fraset det, fik jeg hurtigt en karriere i anklagemyndigheden, så det gik, som jeg ønskede.”
Hvilke overvejelser og ambitioner gjorde du dig, da du påbegyndte din karriere i anklagemyndigheden i 2006?
”Jeg gjorde mig ikke så mange overvejelser. 5-års-planer og ”fasttrådte stier”, der skal følges har aldrig ligget til mig. Til min tiltrædelsessamtale hos daværende politidirektør i København, Hanne Bech-Hansen blev jeg godt nok spurgt, hvor jeg så mig selv om 5 år. Jeg fik lidt kækt svaret: ”I din stol”, og det grinede vi sammen af. Men ledelsesvejen er ikke for mig. Jeg er ”håndværker”"
Efter 16 år ved politiet og i anklagemyndigheden er du påbegyndt en ny karriere som forsvarsadvokat. Hvad er de bærende årsager til dit skifte?
”Den bærende årsag er min frihedstrang. Jeg bryder mig ikke om at blive flyttet rundt med, men foretrækker selv at flytte mig, når tiden er til det. Advokatuddannelsen tog jeg som en slags vaccine mod at blive flyttet mod min vilje. Der er nemlig enkelte eksempler anklagemyndigheden på folk, der er blevet flyttet til andre advokaturer eller sat på sager, de ikke har ønsket, og der ville jeg bare gerne kunne sige ”nej, tak” med et større eftertryk og have noget ’at falde tilbage på’. Der er dog aldrig nogen, der har raslet med sablerne for mig, og jeg har været begunstiget med nogle gode chefer, der har givet mig ansvar og fleksibilitet og i høj grad lyttet til mine ønsker. Men man er i anklagemyndigheden underlagt politiske dagsordner og prioriteringer, jeg ikke altid har været enig i, og det er man fri af som selvstændig – selvfølgelig inden for gældende lov og ret. ”
Hvad er den vigtigste læring, du tager med dig videre på den anden side?
”At grundighed, ordentlighed og engagement betaler sig.”
Har du allerede nu fået nye perspektiver på den danske straffesagskæde og i så fald hvilke?
”Jeg har bl.a. fået det perspektiv, at det ikke er alle steder i landet man forholder sig lige kritisk til, om en sigtet person skal varetægtsfængsles eller ej. Det at man kan varetægtsfængsle, er ikke det samme som at man skal varetægtsfængsle. Jeg er allerede stødt på flere varetægtsfængslinger, der ikke giver mening. Det bliver en slags anticiperet afsoning af en person, der ikke er dømt endnu. Og ingen har tid, mod eller kendskab nok til sagen til at træffe den rigtige beslutning om løsladelse inden sagen skal hovedforhandles. Det ville afgjort kunne skabe lidt mere luft i straffesagskæden, hvis man ikke varetægtsfængslede på automatpilot. Men som sagt er det heldigvis ikke sådan alle steder. Da jeg var anklager besøgte jeg fængsler og arresthuse. Nu besøger jeg menneskerne i dem. Det er to meget forskellige oplevelser – og det giver et større perspektiv.”
Hvad ser du på nuværende tidspunkt som den største udfordring i den danske behandling af straffesagerne? Både menneskeligt og praktisk?
”Den største udfordring er mangel på ressourcer i anklagemyndigheden, hos domstolene og ved Kriminalforsorgen. Der er nogle steder så travlt, at der går ”pølsefabrik” i den – og den ene ende ved ikke hvad den anden laver. Når effektivitet bliver på bekostning af kritisk sans, menneskelighed og grundighed, så taber alle på det. Men som nævnt er det ikke sådan alle steder, og jeg har stadig en tro på, at langt de fleste tilstræber at gøre et ordentligt stykke arbejde og gør det med de ressourcer, der nu er."
Hvad er dine bedste råd til de yngre jurister eller studerende, der ønsker at beskæftige sig med strafferet?
”Kast jer over det! Tag en masse strafferetlige og straffeprocessuelle fag. Søg stud.jur.-stillinger hos forsvarsadvokater eller i anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden er et fantastisk sted at få erfaring og ansvar på kort tid – og man finder hurtigt ud af, om det er noget for én eller ej.”