Hvad gør man, når man har med mennesker at gøre, man må antage er ligeglade med liv og førlighed? Mennesker der ser stort på færdselslov og hastighedsgrænser og brager gennem byen alt for hurtigt? Man tager bilen, de kører i fra dem. Uanset hvem der er rette ejermand.

Det er snart 2 år siden, at regeringen valgte at skærpe indsatsen mod vanvidsbilister ved at give hjemmel til at konfiskere de biler, der bliver anvendt til vanvidsbilisme. Men kan det virkelig være rigtigt, at de reelle ejere af bilerne blot kan se på, imens deres (måske dyre) biler bliver taget fra dem uden at kompensere dem en krone? Som udgangspunkt, siger Højesteret.

Vanvidsbilisme er en fællesbetegnelse for mange forskellige scenarier.

Hvis du ikke er årsag til at mennesker kommer til skade som følge af din kørsel, betegnes vanvidsbilisme som særlig hensynsløs kørsel, kørsel med mere end 100 % af det tilladte og speedometeret samtidig kommer over 100 km i timen, hvis du kører mere end 200 km.t eller hvis du kører med en promille på mere end 2,0.

Hvis du rammer en person skal der væsentligt mindre til før din adfærd betegnes som vanvidsbilisme. Her ses der generelt på, om du kører over hastighedsgrænsen eller fx er påvirket.

Når der er tale om vanvidsbilisme er det skrevet ind i loven, at der skal ske konfiskation. Der er altså tale om det, man kalder en obligatorisk retsfølge, således at konfiskation er det helt klare udgangspunkt.

Da lovforslaget blev vedtaget mødte det en del kritik. For skal tredjemand bære risikoen og potentielt miste sin bil, fordi mennesker træder for dybt på speederen? Og hvad med alle de virksomheder, der leaser biler til forbrugere og til virksomheder?

Det skal de, medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssig indgribende. Det må man som udgangspunkt næsten forvente, at det er især for privatpersoner, da der ofte ses en tendens til, at det særligt er de dyre biler, der overtræder landets hastighedsgrænser.

1. april 2022 kunne man læse på Justitsministeriets hjemmeside, at der var beslaglagt næsten 1000 biler, der havde været anvendt til vanvidsbilisme. ”Efter et år med de nye regler kan jeg konstatere, at reglerne ikke blot har været nødvendige, men også effektive” udtalte daværende justitsminister Nick Hækkerup og henviste til, at der i snit var blevet konfiskeret 3 biler om dagen.

Højesterets fortolkning af loven

Som med al andet lovgivning kræver en endelig fortolkning af en bestemmelses ordlyd domstolenes vurdering. De seneste måneder har Højesteret taget stilling til, hvad der egentlig skal forstås, når der i loven står, at der skal ske konfiskation selv om køretøjet ejes af en anden, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Det står derudover i loven, at man skal vurdere ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidsbilisme og mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Kunne ejeren forudse den vanvittige kørsel?

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår det bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt så uhensigtsmæssigt. Der skal lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. Det kan fx blive afgørende, hvis ejeren har viden om, at vedkommende der låner bilen tidligere har brudt loven og især har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser. Det er især relevant, hvis man skal låne sin bil ud til én uden for ens husstand. I det tilfælde kan man sikre sig indsigt ved at bede om førerens straffeattest eller bede om en tro- og loveerklæring på, at vedkommende ikke tidligere har brudt færdselsloven.

Og hvad med økonomien?

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det betyder i bund og grund, at udgangspunktet er, at bilen skal konfiskeres, og ejeren kan gøre et erstatningskrav gældende mod den skyldige bilist.

Der skal derfor laves en afvejning af, om det er helt umuligt for ejeren at bilen at gøre et erstatningskrav gældende, fordi føreren ingen mulighed har for nogensinde at betale. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk, og ifølge de nye afgørelser skal der exceptionelt meget til. Leasingselskaber har derfor siden loves ikrafttræden skærpet deres kontrakter, således at det tydeligt fremgår, at leasingtager ifalder et erstatningsansvar, hvis det leasede køretøj bliver beslaglagt og konfiskeret som følge af vanvidsbilisme.

Ny praksis fra Højesteret

Til at belyse hvornår en konfiskation er uforholdsmæssig indgribende har Højesteret taget stilling i 6 forskellige sager:

”Bilen var stjålet”

Problemet opstår især, når køretøjet er leaset, da der i det tilfælde altid vil være en anden reel ejer.

Det kommer også til udtryk i Højesterets afgørelser, hvor der i de fleste tilfælde netop blev taget stilling til leasede biler, der blev anvendt til vanvidskørsel. I den ene sag var der tale om en privatperson, der hævdede at bilen var brugsstjålet, da den kørte 117 km/t igennem en 50 km/t-zone. Det fandt retten dog ikke bevist, og lagde til grund, at bilen var udlånt med samtykke. Den tiltalte i straffesagen, der gav anledning til beslaglæggelsen skulle køre en bil fra A til B for vedkommende, der havde leaset bilen. Leasingselskabet havde herefter ophævet leasing-aftalen som følge af forholdet.

Leasingselskabet havde gjort gældende ved domstolene, at der i tilfælde af konfiskation skulle ske fuld erstatning, idet der netop var tale om en situation, hvor det ville være uforholdsmæssig indgribende overfor selskabet og der derved ville ske en krænkelse af deres rettigheder. Samtidig havde vedkommende, der havde leaset bilen på beslaglæggelsestidspunktet, gjort gældende, at bilen skulle tilbageleveres til ham eller alternativt leasingselskabet. I vurderingen af om konfiskationen var et uforholdsmæssigt indgreb, skulle både forholdene omkring leasingselskabet samt vedkommende, der havde leaset bilen vurderes. Det sidste på trods af at leasingselskabet efterfølgende havde ophævet aftalen.

Højesteret mente ikke, at det var godtgjort, at det var helt upåregneligt for A, at bilen ville kunne blive anvendt til vanvidskørsel. Leasingselskabet havde afkrævet 213.000 kr. af leasingtager, fordi bilen var lånt ud og derved beslaglagt som følge af vanvidsbilisme. Endvidere lavede de en vurdering af om vanvidsbilisten kunne dække kravet, idet han havde siddet varetægtsfængslet for andre forhold og ikke havde en fast indtægt.

En konfiskation var derved ikke uforholdsvis indgribende, idet han blandt andet selv havde lånt bilen ud. I forhold til leasingselskabet havde de i forbindelse med leasingaftalen undersøgt leasingtagerens økonomiske forhold og det var desuden et aftalevilkår, at bilen ikke måtte udlånes til nogen uden for vedkommendes husstand. Fordi leasingselskabet tidligere i en mail i forbindelse med en skade på en skade på en anden bil, havde påpeget at bilen ikke måtte udlånes, var det ikke helt upåregneligt for leasingselskabet, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. I forbindelse med leasingselskabets økonomiske situation vurderet Højesteret, at det ikke var umuligt at inddrive pengene på trods af at leasingtageren havde en indkomst, der var meget lav.

Bilen blev herefter konfiskeret

Uforholdsmæssigt indgribende

I kun en af de seks sager fandt Højesteret, at det måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende overfor en leasingtager at konfiskere, og der derved ikke var grundlag for at beslaglægge bilen.

Der var tale om en sættevognstrækker, der var blevet ført med en anhænger ad fynske motorvej ført af en fragtfirmachauffør med en promille på 3,05. Bilen var leaset til fragtfirmaet. Leasingselskabet og fragtfirmaet gjorde i sagen gældende, at beslaglæggelsen skulle ophæves, idet det var uforholdsmæssigt indgribende.

Fragtfirmaet havde forinden indhentet straffeattest på chaufføren, der ikke tidligere havde gjort noget tilsvarende, derudover havde han været i kursus i og var i øvrigt orienteret om virksomhedens nultolerance-politik i forhold til alkohol i arbejdstiden. Derudover var de i færd med at installere alkolåse i alle lastvogne og chaufføren var blevet afskediget.

Chaufføren var desuden ukrainer og bosiddende i Ukraine. Højesteret lagde udover ovenstående vægt på, at chaufføren havde underskrevet et tillæg til sin ansættelseskontrakt om, at manglende overholdelse af alkoholpolitikken ville medføre bortvisning.

Fragtfirmaet havde altså udvist en sådan agtpågivenhed, som kan forventes i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse af en chauffør I forhold til økonomi havde chaufføren så ringe økonomiske kår, at det var behæftet med betydelig usikkerhed, at han ville kunne erstatte værdien af sættevognstrækkeren. Sættevognstrækkeren blev herefter ikke konfiskeret.

Hvad kan udledes af Højesterets kendelser?
Højesteret rutter ikke ligefrem med afgørelser, hvor beslaglæggelse og efterfølgende konfiskation ikke tillades med udgangspunkt i lovens bestemmelser. Det stemmer også overens med lovens bemærkninger, hvor der står, at der er tale om en snæver undtagelse til udgangspunktet om, at der skal ske konfiskation.

I forhold til vurderingen om konfiskationen er uforholdsmæssig indgribende og om ejeren har været bekendt med muligheden for at bilen kunne anvendes til vanvidsbilisme, tillægges følgende vægt:

Ejeren har:
- udbedt sig førerens straffeattest
- udbedt sig en tro- og loveerklæring, om at føreren ikke tidligere har begået grove færdselsovertrædelser

I ansættelsesforhold:
- Der er en nedskrevet nul-tolerance politik omkring alkohol i arbejdstiden, som medarbejderne er undervist i.
- Der er sket ekstraordinær orientering fx i form af en tillægskontrakt eller særlige kontraktsvilkår om konsekvenser ved spirituskørsel, således vedkommende bliver afskediget.